Beskrivelse af Udvidet Basistur


Beskrivelse af en udvidet basistur


Dag 1

Du lander i lufthavnen i den lille by, der hedder Arvidsjaur, som ligger 110 km syd for polarcirklen. Sammen med dine rejsekammerater, møder I her vores guide, der vil tage hånd om Jer på resten af turen.

Vi kører sammen fra lufthavnen igennem de snedækkede landskaber og ud til vores lille ødegård.

Ødegården skal være Jeres midlertidige hjem og udgangspunkt for resten af Jeres vildmarkstur. 

Når I er blevet indlogeret på Jeres værelser, er det tid til en kop kaffe og en velkomst. Imens ilden brænder i pejsen, vil vi gennemgå det program, vi har lavet til Jeres vildmarkstur.

Efter frokost skal vi til at kigge på grej.


Du har helt sikkert en masse grej med hjemmefra, og vi skal have kikket på, hvad der svarer til vores grej, og ellers skal du låne af os. Vi skal bruge meget forskelligt grej lige fra sneskovle til tape og termokander, så der bliver nok at gribe fat i. Heldigvis er det hurtig at få fordelt det, for vores instruktør har gået og pakket og gjort klar de sidste par dage.

Dernæst skal der prøves ski, skistøvler og snesko. Når vi har sikret os, at både ski og støvler passer dig, skal vi ud og møde vinterverdenen. Vi starter lige så stille med en lektion i grundlæggende skiteknik og efter en time på ski, skal vi ind i varmen igen.

Her skal vi havd aftensmad og undervisning i kuldeskader, hypotermi og hvordan man undgår frostskader. Dette er både for Jeres egen sikkerhed men også for at sætte dig i stand til selv at kunne lave vildmarksture, hvis du får lyst til det.

 Aftenen bruger vi på at gennemgå alt grej - både vores og dit eget. Til sidst skal der pakkes og gøres klar til at sove ude.



Efter en god nats søvn og morgenmad skal vi igennem brug af værktøj, så man slipper for at komme til skade i vildmarken.

Herunder skal du også lære at lave primitiv ild og bål. Bål er en livsvigtig ting i vildmarken, som giver varme om natten og mad om dagen. Der er ikke noget bedre end at sidde en frostklar nat med bålet i mellem sig og vennerne, og nordlyset der leger på himlen.


Ikke alt laves på bål, og vand bruger man hurtigt rigtig meget af, så du skal lære at bruge vores multifuelbrænder, før vi bevæger os ud i vildmarken.

Efter frokost skal vi ud og stå på ski igen. Vi skal ud på en lidt længere tur, hvor vi også skal øve nogle rutiner i korte pauser og lange pauser, da det er vigtigt, at man ikke hverken sveder eller fryser.

Den lange pause holder vi ude i vinterlandskabet på et aftalt sted, så vi kan varme noget vand og få noget varmt at drikke med vores multifuelbrænder.


Det er også her I skal lære om Jeres nødshelter med bivi back.

Når I har lært om at lave sådan en, er det på ski tilbage til gården for at hente sneskovle og sovegrej.

Derpå går vores lille øvelse i nødshelter i gang. I skal selv lave Jeres eget nødshelter med bivi back og overnatte i den. Der vil være nogle små opgaver undervejs, som I skal have klaret, inden det bliver morgen. Bare rolig - det er helt normale vintervildmarksopgaver, hvor vi naturligvis sætter rammerne, så alle er sikre, hele natten.


Dag 3

Næste morgen mødes vi ved gården, som også har været udgangspunktet for nattens lille øvelse.

Her er der en fælles gennemgang af nattens oplevelser, så alle lærer lidt fra de andre, og instruktøren kommer med input til Jeres oplevelser.

Dernæst skal der undervises i kort og vejfinding i snedækkede landskaber. Det lyder nemt, men der er nogle faldgrupper, som man skal undgå. Det er også sådan, at der, hvor man ikke kan bevæge sig om sommeren, kan man måske om vinteren.

Vi bruger et par timer på at gøre klar til en ny vintervildmarksoplevelse. Så er det afsted på ski igen, hvor vi denne gang skal ud igennem de snedækkede skove til en frossen sø.

I ly af skoven med udsigt over den helt hvide sø af sne, der skal I lære at bygge en Quinzhee, som er et udtryk for snehule.


Sneen skal stampes og skovles op i en stor bunke, som er næsten lige så høj som en mand. Imens nogle graver, er der andre, som stamper, så sneen kan blive fast.

Når dagen går på held, og natten sænker sig, vender vi tilbage til hytten, hvor I skal lære om pulk, lige fra at pakke den til at trække den. Selvom det ser sjovt ud, er det rarest ikke at vælte i sneen med en pulk bundet fast på kroppen.  


Efter morgenmaden tager vi afsted på ski igen - denne gang med pulk på slæb og alle vores sneskovle og soveposer i pulken. Når vi kommer tilbage til vores begyndende snehuler, som i går blev efterladt som store bunker af grundigt stampet sne, skal der graves og forberedes til at sove ude.  

Her begynder udgravningen, hvor vi starter nedefra med at grave en lille åbning og en lang gang ind i hulen, før vi graver op og laver et plato, hvor der er plads til 5 mennesker.


Ikke alle kan grave samtidig, så dem, der graver, skal vartes op med varm chokolade og snacks.

Imens der arbejdes på hulen, skal der hentes gran - masser af gran! Det sover man nemlig helt fantastisk på.


Når I trænger til en pause, så tager vi Jer med op i skovkanten, hvor der er bygget en primitiv svedhytte. Hytten består egentlig bare af nogle store grene, der læner sig op ad hinanden pakket ind i en stor presenning. Udenfor brænder der et halvstort bål med en masse sten omkring.

Nu skal I lave jeres egne primitive svedhytter. Vi har nogle andre tips og tricks, som I kan arbejde udfra og prøve Jer frem, så I får det bedst mulige ud af svedhytten, som kan laves ret store.


Om aftenen, når snehulen er færdig, og bålet er tændt, er det tid til at bruge Jeres helt egen svedhytte. Imens vi håber, nordlyset kommer forbi, kan I gå skiftevis fra bål til svedhytte og nyde Jeres vintervildmarksliv.


Næste morgen står vi op til en frostklar og stille morgenstund.

Imens I spiser morgenmaden rundt om bålet, vågner naturen langsomt op omkring Jer.

Når I har pakket sammen, skal I ud på en flot orienteringstur på ski. Den går rundt i den snedækkede vildmark. Den er ikke så lang, men I lærer undervejs at vælge den rigtige rute og spare på kræfterne.


Ved middagstid ankommer I til Jeres slutmål og en selvtillidsøvelse, der godt kan være ret grænseoverskridende.

I står ved en stor frossen sø, og midt på søen har vi lavet et stort hul, I nu skal isbade i.

To og to kommer I op til hullet, hvor den ene skal springe i, og den anden skal være der til at hjælpe. Bare rolig - vi er der til alt det svære, men når I kommer op af vandet igen, er det godt at havde en makker, der kan hjælpe.

Efter det kolde gys er det med at komme ud af badetøjet og ind til bredden, hvor vi har lavet en primitiv svedhytte til Jer. Der kan I sidde og få varmen igen.


Efter morgenmaden står den på sidste skitur tilbage til gården, hvor et varmt bad og kakao eller kaffe venter på, I kommer.

Efter at alle har fået varmen, og selv om det stadig brænder lidt i kinderne, er det nu, vi skal snakke om, hvordan man bedst bruger et telt i vintervildmarken.


Hvordan sætter man et telt op i snestorm, uden det flyver væk, og hvordan holder man bedst på varmen inde i et telt? Der er mange sjov facts om telte i kulde, og faktisk kan man risikere, at det kommer til at regne inde i et telt, hvis ikke man helt ved, hvad man gør.

Efter aftensmaden tænder vi både bålet udenfor og saunaen indenfor, så vi rigtig kan hygge og få varmen.


Efter morgenmaden skal vi afsted med pakket pulk og på ski ud til vores teltområde. Det gør vi to og to for dem, der har mod på selv at skulle finde vej, mens resten følges med en instruktør.

Vi er ude ved teltområdet til middag og spiser der vores medbragte mad og varmer noget vand til kaffen.

Dernæst skal der arbejdes, for teltene skal sættes op, og de skal sættes op, så der er mest muligt læ for vind og vejr.

...Altså under snehøjden.


Når vi er færdige med at indrette teltlejren, skal vi ud og have det rigtig sjovt.

I skal nemlig lære, hvordan man står på ski efter en snescooter. Det lyder nemt - det er det også - men mest af alt er det en sjov måde at komme igennem snelandskabet på.


Når alle er blevet godt trætte, er det på tide at trække sig tilbage til teltlejren og gøre klar til at sove.

Inden vi kan gå i seng, er der noget, vi ikke må glemme, nemlig den praktiske del af kulde- og frostskader: førstehjælpen. I lærte på den første dag, hvordan det kan undgås, men nu skal I på egen krop prøve, hvordan det er, man redder nogen eller sig selv fra at fryse rigtigt.

Derfor er det af med sko og strømper, og så skal der sne på tærene. Makkeren skal være klar til at varme fødderne, når de kommer op igen, og det virker bedst inde på maven.


Efter en meget anderledes nat i telt, er det på tide at vende hjem til gården, hvor resten af dagen står på at vedligeholde det grej, I har lånt, og aflevere det tilbage.

Det tager ikke lang tid, men når snakken går, og man også skal hygge og fortælle om, hvad der var det bedste på turen, kan tiden godt gå hurtigt.

Om aftenen er det tid til hygge, hvor vi tænder den rigtige sauna og bålet udenfor.


I aften laver vi mad over bål, for intet smager bedre end bålmad. Resten af aftenen går I frem og tilbage imellem bålet og saunaen. Der bliver serveret en lokal øl til dem, der har lyst, ligesom man kan smage kød fra det lokale rensdyrmarked, som selv tørrer kødet.


Næste morgen bliver lidt vemodig, for nu er det tid til at sige farvel for denne gang. Heldigvis er vi ikke ude i lufthavnen endnu, så snakken går lystigt på turen derud.

Vi siger farvel i lufthavnen, og her slutter første del af Jeres vintervildmarkstur.

Den næste starter helt sikkert næste år, når I vender tilbage igen.






Kom ud under åben himmel - book din vildmarkstur nu


Kontakt


Kontakt os

Vildmarksrejser.dk
v/ Jan Agger
Sneppevej 10
6980 Tim

Email: jan@vildmarksrejser.dk

Telefon: 20 77 39 95

CVR: 41 19 99 70


Facebook



Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk